Livet som “den lille”

Jeg er altid blevet betegnet som den lille. Hvilket jeg jo også har været, da jeg jo har været lillesøster og dermed den yngste i familien.

Men er også altid blevet beskyttet som den lille der ikke kunne klare at få tingene af vide som de er. Er aldrig blevet fortalt noget når f.eks. min storebror og farbror har snakket med min far. Min storebror får ting om min/vores far af vide gennem min farbror, for de har fået et rigtig tæt bånd igennem de sidste år. Men jeg bliver glemt lidt i det og skal faktisk spørge hvis jeg vil have noget af vide.

Nu fylder jeg snart 30 år, og føler stadig at de prøver at beskytte mig ved at jeg ikke får noget af vide. Og jeg tør faktisk heller ikke rigtig spørge dem. Lidt underligt. Jeg tror min storebror prøver at beskytte mig, fordi han gør det en storebror jo skal gøre, men han gør det dog med nogle ting som jeg jo burde få af vide.
JEG KAN GODT TÅLE DET!

Et eksempel:
For en del år siden blev jeg kontaktet af min faster, som jeg aldrig snakker med fordi hun også er på flasken. Hun skrev til mig på messenger at vores far var alvorlig syg, og at hun egentlig synes at vi skulle besøge ham, for han var indlagt og at de ikke vidste hvor længe han kunne klare den, altså hun mente at han var døende. Jeg skriver straks til min storebror om han har hørt det og at jeg synes det er mærkeligt at hun skriver det til mig.
Jeg mener min storebror ringer til mig efterfølgende, og siger at han godt ved far ikke har det så godt, men at det vidst ikke skulle være så slemt, men at han lige ville høre vores farbror om der var noget i det. Og han siger også at det var noget mærkeligt noget at hun havde skrevet til mig, og at det ikke var meningen at jeg skulle høre det!!! :/

BUM!! Ikke særlig fedt at få af vide. Igen føler jeg mig overbeskyttet og faktisk følte jeg mig pisset på, for hvorfor skal jeg ikke have noget af vide hvis der er sket min far noget…?!! Det har jeg da ret til!!

Jeg har aldrig konfronteret min storebror med det sådan rigtig. Ikke andet end at han godt kunne se at det var lidt mærkeligt at de ikke havde sagt noget og jeg tror egentlig ikke han havde det godt med det. Kan mærke at jeg faktisk bliver ret gal, men også nervøs.. Får jeg mon noget af vide hvis der sker ham noget!! Hvordan går det med ham nu.. Han er jo tros alt min far, så jeg bekymre mig da om hvordan han har det, selvom han har fravalgt os.
Ja det er egentlig underligt at jeg har det sådan, men tros alkohol osv. i vores barndom, så elsker jeg ham jo stadig… Han er jo min far…
Må indrømme jeg er nervøs for ikke at få af vide når han en dag går bort. Det ligger og lure rundt om hjørnet, det ved jeg jo. Men hvis de laver samme nummer igen, med ikke at fortælle mig noget som helst op til, så kan det være der bliver lukket af for dem et stykke tid.. Det vil jeg simpelthen ikke kunne bære… Jeg vil have lov til at sige farvel til ham, hvis det er det jeg har lyst til… Jeg vil have chancen for at træffe det valg.. Og jeg er faktisk temmelig sikker på at jeg gerne vil sige farvel til ham, lige meget hvor stort et røvhul han har været… Og det kan også være jeg slet ikke vil kunne genkende ham, det vil jeg højst sandsynligt ikke, men jeg vil have lov at sige farvel.. Chancen for at se ham igen er jo væk når han er død.. Håbet om at se ham igen og at han stopper med alkoholen dør jo med ham..

HAN ER OG VIL ALTID VÆRE MIN FAR!!! <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *