Vægttab = Psykisk Terror

Hej.

Mange af jer kender det måske. Men nøj hvor er det bare en kamp for mig at smide dellerne efter jeg har født. Ja jeg har spist nogenlunde hvad jeg ville inden jeg begyndte træningen for nogle måneder siden. Ja jeg har måske ikke spist helt optimalt efter jeg er begyndt at træne. MEN jeg har dog trænet og prøvet at lade være med at spise helt så meget usundt. Faktisk er vi derhjemme begyndt at spise grøntsager og salat, og ikke nær så mange kartofler!

Men nu til dumme sandhed, som går mig meget på psykisk. Jeg har INTET tab siden jeg startede i fitness. INTET! Da jeg startede i fitness fik jeg målt muskelmasse, vandmasse osv. osv. på sådan en speciel vægt de har.. Og ja så skulle jeg da lige få mig selv til at stige op på den åndssvage vægt en måned efter, for så at se at der INTET var sket….!!!

Ja jeg straffer mig selv lige nu og banker mig selv i hovedet, men hvor er jeg dog også led og ked af at jeg ikke kan tage mig sammen og slippe det forbandede usunde stads. Hvad dælen gør man???? Jeg ryger gang på gang ned i et sort hul, hvor jeg mest af alt har lyst til at ligge på sofaen og glo serie hele dagen… Grave mig ned har jeg lyst til… For jeg kan ikke holde ud at se mig i spejlet mere… Jeg kan se hvor usundt jeg lever og hvor dårligt jeg har det med mig selv… Og det er bare IKKE fedt…!

Jeg kommer ned i et hul hvor jeg mest af alt har lyst til at sulte mig selv, fordi jeg bar gerne vil af med det fedt! Hvordan dælen kommer man af med denne frustration over sig selv.? Jeg tager virkelig hatten af for dem der kan elske sig selv, for det kan jeg bare ikke lige pt…

Jeg håber faktisk med dette indlæg at der vil være nogle som skriver til mig, for har sgu brug for lidt feedback på hvad man gør i denne situation. Det er jo ikke til at holde ud.!!

Skulle lige ud med det…! <3

 

Følge i samme fodspor

Inden jeg mødte min nuværende kæreste, var jeg meget sammen med nogle lidt “uheldige” typer. Både da jeg var teenager var jeg sammen med en der drak, røg, lavede hærværk osv., men også lige inden jeg begyndte at være sammen med min nuværende kæreste har jeg været sammen med en der viste sig at være på randen til at blive/være alkoholiker.

Jeg var sammen med denne fyr i 5 år on/off. Og ja on/off fordi jeg ikk kunne bestemme mig om han var noget for mig. Men også fordi jeg ville passe på ham. Ja det lyde nok lidt mærkeligt men jeg prøvede at redde ham, og troede jeg kunne redde ham. Da vi mødtes dengang var han faktisk hjemløs og boede ved nogle venner i jylland. Så der gik ikke længe før ham flyttede hjem til mig i min lejlighed i Slagelse. Men der gik jo så heller ikke længe før jeg oplevede de skræmmende ting, som jeg jo for alt i verden ikke ville have inden for mine døre, for det var nok at jeg var opvokset med det. Men ja han begyndte jo at drikke, dog mest i weekenderne, hvilket der jo egentlig ikke var noget galt med. MEN manden blev jo voldelig og destruktiv når han fik noget indenbords. Og det skulle vise sig en aften hvor jeg mindst ventede det. En aften hvor han havde drukket tæt sammen med en kammerat. Der var en mand der gik nede på gaden og sang, og hyggede sig, han var også fuld og havde haft en fest i byen, men det kunne min eks ikke forholde sig til. Manden på gaden skulle holde sin kæft og det ville han selvfølgelig ikke, så min eks løb ned på gaden og angreb ham =slog ham i hovedet. Også fik min eks ellers mega tæsk.

Ja jeg havde det sgu lidt dårligt med det, men dælme også godt, for så kunne han lære det… !! Og han måtte jo så også indrømme dagen efter at det nok ikke var så smart et tiltag… Men om ikke andet blev han ved med at råbe efter andre eller snakke meget højt om andre når han var fuld, og det var bare slet ikk sjovt at være vidne til og jeg følte mig mildest talt mega flov over ham. Han har også stjålet blomster til mig for at forkæle mig, ja hip hurra, det er da også fedt at få stjålne blomster. Men ja han stjal med arme og ben når han havde drukket. Og ja så røg han hash, hvilket jeg også begyndte på, og nej det var ikke fedt, men det var det vi lidt fik sammen, og en hund. Ja jeg købte en hund til ham, som han kunne have når jeg skulle i militæret, hvilket jeg var et år. Og det accepterede han til gengæld fuldt ud at jeg var. Men det var aldrig rigtig fedt at komme hjem på weekend osv. Jeg frygtede altid om han skulle være fuld igen og det blev ved med at ligge som en frygt…

Men man siger jo gerne at man går efter det man kender… Og det skal jeg da lige love for jeg gjorde og mere til. Men efter lige godt 5 år, sagde jeg stop… Jeg kunne mærke at jeg ikke kunne holde til det mere, så jeg blev det man så fint kalder mønsterbryder, og mødte den mest fantastiske mand igennem en facebook gruppe for singler. Han reddede mit liv, for hvem ved om jeg ikke var krøbet tilbage til ham alkoholikeren hvis ikke det var fordi jeg havde mødt Mikkel min skønne kæreste og forlovede.

Mikkel er så meget modsat min eks. Han er sød, skøn, mega kærlig, drikker ikke (jo en øl engang imellem) men slet ikke andet end hygge ved gæster eller lignende. Han har en skøn datter på 8 år, og nu har vi en søn sammen ved navn Tristan. Han er 14 mdr nu og er den skønneste lille dreng. Mikkel har et hus, som jeg jo flyttede ind i dengang og han er den skønneste og bedste far for børnene…

Men jeg fatter det stadig ikke og det er vildt surrealistisk… Hvordan kan jeg inden for 3 år være så heldig at få den skønneste mand ind i mit liv, den sødeste pige og derefter den mest perfekte og dejligste lille skabning Tristan, som VI har skabt sammen…. Jeg fatter det ikke… Og jeg niver mig i armen dagligt for at finde ud af om det er en drøm…

Det er jo lige fra den ene yderlighed til den anden… To vidt forskellige verdener… Men nøj hvor er jeg vild med denne her verden… Det her det er mig…. Jeg skal bestemt ikke følge min mors fodspor… Ikke hvad mænd angår… Men jeg vil så gerne være lige som min mor når jeg bliver over 50.. Jeg synes hun er den sejeste og den dejligste mor man kunne tænke sig… Og hun lever livet og oplever noget…

Jeg ser op til min mor og jeg er stolt af hende…!!!

Livet som “den lille”

Jeg er altid blevet betegnet som den lille. Hvilket jeg jo også har været, da jeg jo har været lillesøster og dermed den yngste i familien.

Men er også altid blevet beskyttet som den lille der ikke kunne klare at få tingene af vide som de er. Er aldrig blevet fortalt noget når f.eks. min storebror og farbror har snakket med min far. Min storebror får ting om min/vores far af vide gennem min farbror, for de har fået et rigtig tæt bånd igennem de sidste år. Men jeg bliver glemt lidt i det og skal faktisk spørge hvis jeg vil have noget af vide.

Nu fylder jeg snart 30 år, og føler stadig at de prøver at beskytte mig ved at jeg ikke får noget af vide. Og jeg tør faktisk heller ikke rigtig spørge dem. Lidt underligt. Jeg tror min storebror prøver at beskytte mig, fordi han gør det en storebror jo skal gøre, men han gør det dog med nogle ting som jeg jo burde få af vide.
JEG KAN GODT TÅLE DET!

Et eksempel:
For en del år siden blev jeg kontaktet af min faster, som jeg aldrig snakker med fordi hun også er på flasken. Hun skrev til mig på messenger at vores far var alvorlig syg, og at hun egentlig synes at vi skulle besøge ham, for han var indlagt og at de ikke vidste hvor længe han kunne klare den, altså hun mente at han var døende. Jeg skriver straks til min storebror om han har hørt det og at jeg synes det er mærkeligt at hun skriver det til mig.
Jeg mener min storebror ringer til mig efterfølgende, og siger at han godt ved far ikke har det så godt, men at det vidst ikke skulle være så slemt, men at han lige ville høre vores farbror om der var noget i det. Og han siger også at det var noget mærkeligt noget at hun havde skrevet til mig, og at det ikke var meningen at jeg skulle høre det!!! :/

BUM!! Ikke særlig fedt at få af vide. Igen føler jeg mig overbeskyttet og faktisk følte jeg mig pisset på, for hvorfor skal jeg ikke have noget af vide hvis der er sket min far noget…?!! Det har jeg da ret til!!

Jeg har aldrig konfronteret min storebror med det sådan rigtig. Ikke andet end at han godt kunne se at det var lidt mærkeligt at de ikke havde sagt noget og jeg tror egentlig ikke han havde det godt med det. Kan mærke at jeg faktisk bliver ret gal, men også nervøs.. Får jeg mon noget af vide hvis der sker ham noget!! Hvordan går det med ham nu.. Han er jo tros alt min far, så jeg bekymre mig da om hvordan han har det, selvom han har fravalgt os.
Ja det er egentlig underligt at jeg har det sådan, men tros alkohol osv. i vores barndom, så elsker jeg ham jo stadig… Han er jo min far…
Må indrømme jeg er nervøs for ikke at få af vide når han en dag går bort. Det ligger og lure rundt om hjørnet, det ved jeg jo. Men hvis de laver samme nummer igen, med ikke at fortælle mig noget som helst op til, så kan det være der bliver lukket af for dem et stykke tid.. Det vil jeg simpelthen ikke kunne bære… Jeg vil have lov til at sige farvel til ham, hvis det er det jeg har lyst til… Jeg vil have chancen for at træffe det valg.. Og jeg er faktisk temmelig sikker på at jeg gerne vil sige farvel til ham, lige meget hvor stort et røvhul han har været… Og det kan også være jeg slet ikke vil kunne genkende ham, det vil jeg højst sandsynligt ikke, men jeg vil have lov at sige farvel.. Chancen for at se ham igen er jo væk når han er død.. Håbet om at se ham igen og at han stopper med alkoholen dør jo med ham..

HAN ER OG VIL ALTID VÆRE MIN FAR!!! <3

Druk i familien!!

Ja overskriften siger det meget godt!

Min far har desværre altid drukket så længe jeg kan huske. Også derfor min mor og ham gik fra hinanden da jeg var 2 år gammel. Min mor mødte efterfølgende John min stedfar, som desværre også viste sig at kunne lide øl.

Min far tog min storebror og jeg på værtshus ret ofte når vi var der. Dette var jo virkelig ikke optimalt, men det anede jeg ikke dengang. Jeg er ret sikker på at min storebror godt vidste det, men det er aldrig noget vi har snakket om. Ikke så vidt jeg husker i hvert fald.

En oplevelse jeg aldrig glemmer, er da min far er sammen med en kvinde, som overhovedet ikke er godt for noget. Det startede med at vi var på værtshus, men pludselig bliver min far og hans daværende kæreste uvenner. Min storebror, min far og jeg tager en taxi hjem og Dorthe, som hun hed, blev på værtshuset. Da vi er kommet hjem sætter vi os i sofaen, vil tro vi har siddet og snakket, da døren pludselig går op og Dorthe kommer væltende ind af døren. Hun går herefter ned i deres kælder og gemmer sig bag nogle madrasser, tudende, og min far prøver at tale med hende, men hun bliver bare endnu mere sur. Pludselig mens vi alle sidder i sofaen kommer Dorthe ind i stuen og har en flaske i hånden. Herefter råber og skriger hun og kaster flasken direkte mod min storebror. Heldigvis rammer hun i hjørnet ved siden af min storebror. Men der får min far nok. Vi får hurtigt pakket vores ting og tager en taxi til den nærmeste station, hvor vi tager toget videre og tager hjem til vores mor alle sammen.

Dette er et minde der sidder som var det brændt fast på min nethinde. Det var virkelig ikke sjovt.

Et andet minde som sidder meget fast i mit hoved, er desværre hvor min far har dukket rigtig meget.

Min far finder på et tidspunkt en super skøn dame ved navn Iben. Hun er der 200% for min far og hjælper ham i hoved og r.. , både økonomisk, men også i forhold til alkoholen. Han stopper faktisk næsten med at drikke på et tidspunkt. Hun gjorde alt for ham og også for meget. Men han fucked det desværre fuldstændig op.! En weekend hvor jeg er hjemme ved ham og Íben sker det værst tænkelige. Han tager på værtshus mens jeg er derhjemme. Skal lige siges at min storebror på dette tidspunkt er flyttet hjemmefra og dermed ikke er på weekend hos min far mere. Men han vælger at forlade Iben og jeg og tage på værtshus!! Han siger til os at han kun er væk et par timer, men men men… det ved vi jo godt ikke passer! Iben prøver at få kontakt til ham flere gange i løbet af aften, men flere gange uden held og ellers siger han bare at han snart er hjemme. Klokken bliver rigtig mange og jeg ligger mig til at sove. Om morgenen vågner jeg ved at min far kommer hjem, med hul i hovedet fordi han er faldet på vej op af trappen, og han er mildt sagt rigtig fuld. Han kalder Iben alt muligt og hvad jeg kan huske, så mener jeg at han tager afsted igen. Men dette er jeg ikke sikker på. Kan ikke huske så meget af hvad der sker efterfølgende, andet end at der går mange år før jeg ser ham igen.

The life with an alcoholic dad!!!!!! 🙁

Den mystiske fortid

Mit liv startede i solskinsbyen Skælskør. En meget skøn by, som bød på meget for os børn. Der var børnefugleskydning hvert år, rod i rocken, skolefodbold og mange andre sjove og spændende ting.

Vi boede først og fremmest på næstvedvej i et hus. Dette kan jeg ikke huske, for det var dér vi boede da jeg blev født, og vi boede der til jeg var 2 (så vidt jeg kan huske). 😄

Min far og mor boede sammen dengang, men det var dog ikke lutter lagkage for min mor. Hun har fortalt at han indimellem drak allerede dengang, og at de jo skændtes forholdsvis tit især til sidst.

Min skønne mor kæmpede med at holde sammen på os og var alene med min storebror og jeg et stykke tid. Hun har studeret mens hun var alene med os og klaret det super flot.

Vi flyttede til købmandsgården efter vores  mor og far blev separeret, og desværre husker jeg heller ikke ret meget fra dengang. Det er underligt for mig ikke at kunne huske så meget. Jeg føler det er noget jeg har prøvet at fortrænge, for kan virkelig ikke erindre ret meget. Føler mig også lidt mærkelig. For når min kæreste sidder og fortæller om hans barndom, sidder jeg faktisk og føler mig lidt fortabt og mærkelig. Ved jo godt det er fjollet, men synes ikke det er særlig sjovt ikke at kunne snakke så meget om min barndom,  fordi jeg ikke kan huske det!!

Nå, men min mor mødte så John, som blev en del af vores liv, sammen med hans søn Mick. Det var spøjst i starten at få en anden mand ind i vores liv, som blev vores stedfar/bonusfar. Jeg har fået af vide at John havde meget svært ved at acceptere min storebror og jeg, især mig. Ved ikke hvorfor, og jo alligevel godt, for det er jo ikke nemt at acceptere andres børn, når man pludselig skal dele hverdag med dem. Det er møg svært (forstår jeg jo den dag i dag, med en bonus datter på 8 år). Men anede jeg jo ikke dengang.

Jeg holdte jo på en måde af ham, men hadede ham også som pesten.

Det er et mystisk kærligheds/had forhold man har. But that is the life as a stepdad/mom.

Fortsættes en anden dag. 🙂

Hvem er jeg så?

Min skønne søn på 1 år og jeg.

Hej alle sammen 🙂

Jeg hedder Trine og er sygeplejestuderende i Roskilde. Jeg Har dog lige holdt 1 års barsel med min søn Tristan. Jeg starter på studiet igen i uge 46. Glæder mig meget til at komme i gang igen. Lige nu får jeg tiden til at gå med at køre Tristan i dagpleje, træne i Loop, få redet et par gange om ugen og ellers skal jeg i gang med at læse op til studiet, så jeg er klar til at komme i gang igen.

Jeg bor ved Svebølle sammen med min kæreste i et lille hus og jeg har boet her ca. 2½ år, min kæreste derimod har boet her i 13 år. Min kæreste Mikkel har en datter, Emilie, på 8 år og han har også en anden datter, med sammen mor, men datteren gik desværre bort 3 mdr. efter fødslen (dette kan i høre mere om senere).

Jeg er gået i gang med at blogge, fordi jeg har rimelig meget i bagagen. Dette er kommet med til udtryk efter fødslen af Tristan. Så jeg har nogen gange virkelig brug for at komme af med noget af det. Der er sket meget på meget få år og dette kan jeg også mærke. Jeg har gået i terapi gruppe i Kalundborg (grundet efterfødselsdepression) de sidste 5 mdr. ca. og dette har hjulpet meget, men tænker at dette her vil hjælpe mig endnu mere til at komme af med nogle af de ting, som jeg render og spekulere på i hverdagen.

I vil høre meget mere om mit liv fremadrettet. Nu vil jeg bare rigtig gerne godt i gang og så håber jeg at det kan hjælpe mig i min hverdag. <3